December. Mellemrum.
Der er noget, jeg er begyndt at forstå - men jeg ved endnu ikke hvad det skal blive til.
December føles for mig som et mellemrum.
Ikke som en afslutning og heller ikke som en begyndelse.
Bare et sted, hvor noget slipper sit greb, før noget nyt har fået form.
Da hovedet lærte at stå forrest
I mange år har jeg levet et liv, hvor tankerne stod forrest. Hovedet vidste bedst. Følelserne måtte komme bagefter - eller helst slet ikke. Det var ikke et bevidst valg. Det var bare sådan, jeg lærte at fungere.
Indtil der en dag ikke rigtig var kontakt længere.
Ikke krise. Ikke kollaps.
Bare en mærkelig fladhed.
Som om noget i mig var blevet stille - ikke af ro, men af resignation.
Maleriet som et sted uden hovede
Det er først i maleriet, jeg er begyndt at opdage det.
Ikke fordi jeg forstår noget der.
Tværtimod.
Der er øjeblikke, hvor jeg ikke tænker. Hvor jeg bare er i bevægelsen, i farven, i kroppen. Og når jeg bagefter ser på det, der er opstået, bliver jeg både overrasket - og bange.
Frygten for ikke at kunne gentage det
For hvad nu hvis jeg ikke kan gentage det?
Hvad nu hvis det kun var et glimt?
Hvad nu hvis jeg ikke kan leve op til det, der kom frem, mens jeg ikke var der med hovedet?
Det er spøjst:
Jeg kan være meget konkret og målrettet i mit arbejdsliv.
Og samtidig kan jeg være fuldstændig handlingslammet i maleriet - af frygt for at fejle.
Måske fordi det betyder noget andet.
Måske fordi der ikke er nogen manual.
Måske fordi jeg ikke længere kan gemme mig i det at være kompetent.
At blive i mørket – længe nok
Jeg har brugt meget tid i mørket den seneste tid. Både konkret og mentalt. Og jeg har opdaget noget enkelt:
Mørket er ikke farligere, end at jeg kan gå rundt om Kagsmosen efter solnedgang med to sorte hunde, der forsvinder og dukker op igen som skygger.
Og ved at blive der, i mørket, kan jeg mærke, at noget vender.
Ikke dramatisk.
Bare langsomt.
Solhverv passerede. Lyset er på vej tilbage.
Jeg ved ikke endnu, hvad 2026 vil kræve af mig
Men jeg kan mærke, at noget kalder på mere end gentagelse.
Ikke et brud med det, jeg kan - men en forfinelse.
Noget vil foldes ud.
Noget vil have mere plads.
Noget længes efter opmærksomhed, uden endnu at have et klart sprog.
Der er noget i mig, der insisterer på at blive taget alvorligt - også selvom jeg endnu ikke kan forklare, hvad det er.
Hvis du selv står et sted, hvor formen ikke er klar, men bevægelsen er i gang, er du ikke alene.
Jeg deler mere, når jeg forstår mere.
Og med det: Godt nytår.